Ål

Den lille ål fødes langt borte i Sargassohavet på den anden siden af Atlanten. Med Golfstrømmen føres de små ålelarver, der har form som et pileblad, tværs over havet og frem til Europa, hvor de nu ålelignende glasål vandrer op i ferskvand. Her vokser de sig store, inden de voksne fisk igen forlader os for at vende tilbage til Sargassohavet, gyde og dø. Når glasålene er nået op i ferskvand, vokser de sig langsomt store som gulål. Ofte tager det ålene 10-15 år i ferskvand, førend de som kønsmodne blankål igen sætter kursen mod Sargassohavet. Den guld- eller sølvskinnende blankål med de mørke sider tager ikke føde til sig. Den har kun ét i hovedet – at komme tilbage og gyde på den anden side af Atlanten. Trækker om efteråret ud af de danske farvande med kurs mod Sargassohavets ynglepladser. I søerne findes to helt forskellige typer ål. Det er den spidssnudede, der fortrinsvis lever af dansemyggelarver på barbunden. Og så den store bredhovedede, der har specialiseret sig i fangst af småfisk.

Ålen er i flere større søer forbeholdt erhvervsfiskeriet, hvor et sådant findes. Her må der ikke fiskes målrettet efter den med stang og snøre. Hvor det ellers er tilladt, kan man have et fint fiskeri efter ål med naturlig agn – med orm efter de mindre og spidssnudede ål, med småfisk efter de større, bredhovedede ål. Ikke mindst langs moler og stensætninger har man gode muligheder for at fange ål på sin bundsnøre. Her har ålene nemlig optimale skjulesteder. Godt ålefiskeri kan også opleves i de brakvandede fjorde, hvor fiskene fouragerer i ålegræsbælterne. Rent saltvand holder ålene ikke af.