Laks

Atlanterhavslaksen er kendt for sine lange vandringer, der ofte fører den så langt nordpå som til Davisstrædet mellem Grønland og Canada. Det er de rige forekomster af rejer og småfisk, der lokker laksen på langfart. Væksten er hurtig i det næringsrige hav. Efter en vinter i havet vejer fiskene typisk 2-4 kg. Efter to vintre 4-8 kg. Enkelte laks bliver både tre og fire vækstsæsoner i havet, førend de bliver kønsmodne og vender hjem. Det er disse fisk, der opnår rekordstørrelser på 10-20 kg. I Vestjylland forekommer laksen naturligt i alle de større vandsystemer. Mest kendt er Skjernå, hvor rekordlaksen på 26,5 kg blev fanget i 1954. På andenpladsen kommer Storåen med en fisk på 22 kg. Begge rekordfisk var blanke påskelaks. På tredjepladsen kommer Varde Å, som i de senere år periodisk har kastet gode fangster af sig. I Østjylland forekommer laksen udelukkende i Gudenåen, hvor der i de sidste ti år er udfoldet store bestræbelser på at genintroducere den efter mange års fravær. De strejfere, der fanges i andre østjyske åer, stammer med ganske få undtagelser ligeledes fra Gudenåen. Opgang fra april og sæsonen ud.

Den store og sølvblanke laks er ikke noget almindeligt bytte for kystfiskeren. Bådfiskeren, der troller længere ude på dybere vand, har bedre chancer for en dyst med denne fiskenes konge. De suverænt bedste chancer har man i farvandet omkring Bornholm. Åfiskeren må typisk vente til hen i april, førend de første blankfisk er lovligt bytte i åen. De første er i regelen de største og kræver derfor kraftigt grej, der kan nå ned i åens dybe høller. De fleste sværger til orm eller rejer, som laksene har en særlig forkærlighed for. Eller kompakte blink, der synker hurtigt. Fluefiskeren starter med tohånds stang, synkeline og store fluer i krasse farver. Som vandet falder og sommeren nærmer sig, skifter fluefiskeren til flydeline og små fluer fisket nær overfladen. Spinnefiskeren skifter typisk til lettere grej, mindre spinnere og små woblere.